Oplæg om kronvildt: Ro, tid og samarbejde er nøglen til succes

I forbindelse med Prins Gustav Sayn-Wittgenstein af Berleburgs foredrag ved Østjysk Våbenhandel havde indehaver Kenneth Pedersen tilbudt Danmarks Jægerforbund at byde ind med biologisk viden og lokale erfaringer om kronvildtforvaltning i Danmark for på den måde at etablere et vist sammenligningsgrundlag.

Stort engagement

I omegnen af 160 personer havde tilmeldt sig arrangementet, og de fremmødte blev præsenteret for mange gode råd og anbefalinger fra en yderst engageret, berigende og til tider berørt Prins Gustav. Han kunne berette, at denne viden var bygget op omkring mere end 70 års erfaringer fra et 13.000 ha stort område omkring Berleburg Slot.

Omend meget af oplægget fra Berleburg foregik på både engelsk, tysk og dansk var budskabet ikke til at tage fejl af; kronvildtforvaltning kræver ro, tid og samarbejde over store arealer. Hvis ikke disse grundvilkår opfyldes, kan man “forget it”, lød det med en klingende tysk accent fra Berleburgs skytte Patrick Rath. Han gik på alle måder all-in på opgaven, og dukkede således op i “forst”-tøj, som naturligvis indbefattede korte lederhosen og lange uldstrømper. Det var ganske imponerende på denne varme dag.

Den gode forvaltning kræver viden

Et andet klart budskab fra Berleburgeren var, at man altid bør skyde kalv før hind, og at man aldrig skyder hinden fra kalven. Desuden blev vigtigheden af at kunne skelne mellem smalhind og hind betonet, da det i særdeleshed er essentielt i forvaltningsprocessen.

Af Patrick Rath blev det fortalt, at der på slottet nedlægges 20 ikke-trofædyr for hver stor hjort, der skydes, og han slog desuden fast, at hans forvaltning har til formål at sikre hjorte med høj alder og ikke hjorte med store trofæer. Ro er derfor afgørende og i de områder, hvor man ønsker krondyr som nøgleart, bør man sørge for, at kronhind og rudel ikke bliver forstyrret - end ikke under bukkejagten.

Ydermere kunne han berette, at man i Berleburg ikke skyder vildt på fourageringsarealerne, når krondyrene er i nærheden. Det forstyrrer ganske enkelt for meget.

Hvis der endelig bortskydes noget på disse arealer, er det kun kapitale hjorte af klasse 1 (hjorte på mindst 10 år) under brunsten. Af disse nedlægges der kun otte til ti om året, fortalte han.

Derudover fik de fremmødte viden om, hvilke karakteristika hjorten udvikler gennem livet, således at jægeren kan kende forskel på mellemaldrende og gammel hjort. Her blev det pointeret, at man ikke kun skal se på gevirstørrelse og sprosser, men også på kropsform, pandebrask og området omkring øjnene. For det trænede øjne sender disse karaktertræk klare signaler i forhold til at genkende modne og ældre hjorte, lød det.

Er det muligt at sammenligne?

Efter denne grundige indføring i kronvildtforvaltningen på Berleburg Slot, var det blevet tid til at få sat ord på de lokale erfaringer fra Danmark. Her stod Mads Flinterup fra Danmarks Jægerforbund, nyvalgt hovedbestyrelsesmedlem i kreds 3, Torben Schulz Jensen, og lodsejer fra Søby, Niels Erik Melgård Nielsen, klar til at berige de fremmødte med væsentlige pointer.

Oplægget fra Danmarks Jægerforbund lød i denne sammenhæng: Kan erfaringer fra Berleburg omsættes til lokal forvaltning i Danmark? Til denne arbejdstitel havde Torben Schulz Jensen fået lokale tal og erfaringer med fra Hans Schougaard fra Hjortevildtgruppen Midtjylland og fra Niels Erik Melgård Nielsen fra krondyrlauget fra Søbyområdet.

Niels Erik Melgård Nielsen fremlagde indledende et historisk rids over, hvorfor de tør stole på naboen og samarbejdet. Han glædede sig over, at det han hørte fra Berleburg, understøtter de erfaringer, de har gjort i Søbyområdet.

Han kunne fortælle, at inden for Søbyområdets ca. 2300 ha har man valgt at bruge sprossefredningen til aftaler om færre drivjagter, flere dyr og mere kvalitet i bestanden, hvilket har resulteret i, at man fra de omtrent 80 hjorte, som blev skudt omkring år 2010, nu er kommet ned på omkring 25-30 nedlagte hjorte årligt. Her betonede Niels Erik Melgård Nielsen dialogen og samarbejdet som de væsentligste aspekter ved den positive udvikling. Han forklarede i korte træk følgende:

­­Omend hjortene ikke nødvendigvis har nået samme alder som i Berleburg, er det tydeligt i Søbyområdet, at der nu også kan nedlægges hjorte i medaljeklassen. I Søbyområdet er der ingen tvivl om, at kronvildtbestanden har det bedre, fordi man har fået ro på jægerne og naturen.

Danmarks Jægerforbunds hjortevildtkonsulent, Mads Flinterup, kunne også glæde sig over, at oplægget fra Berleburg ikke gav anledning til at ændre i hans medbragte diasshow, som var krydret med undersøgelser fra dansk grund, der understøtter forvaltningsmetoderne fra Berleburg. 

Mads sendte tilmed en stille, ironisk bredside mod danske jægere, da han sagde, at en kalv, der overlever en dansk drivjagt, men mister sin hind, måske kan overleve, hvis den finder sammen med andre kalve, der har mistet deres hinder. En skæbne man fra Berleburg helt klart vurderede fatal for kalven.

Flere hjorte over otte år

I løbet af aftenen blev der desuden fremført flere andre pointer, og her var én i særlig grad vigtig at bide mærke i. I flere danske undersøgelser er det blevet påvist, at de fleste hjorte nedlægges i tre- til femårsalderen, og derfor på ingen måde er nået deres potentiale – hverken i jagtlig eller biologisk forstand.

Det blev derfor afslutningsvis pointeret, at Vildtforvaltningsrådet stadig ønsker, at jægerne leverer hjorte i en alder over 8 år til den danske natur, og at man nærer et håb om, at aftenens mange gode pointer fremtidigt vil blive implementeret flere steder i Danmark.

Danmarks Jægerforbund takkede afslutningsvis for aftenens overskud, der gik til Jægernes Naturfond, som netop sørger for at bidrage med viden og godt jægerhåndværk til fordel for vildtet.