OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Nyt fra vildtforvaltningsrådet: Martsmødet 2018

I lyset af de mange spændende punkter på Vildtforvaltningsrådets møder det sidste års tid, var martsmødet 2018 mere roligt. Kedeligt bliver det dog aldrig, og på programmet var blandt andet evaluering af jagttidsprocessen og bekæmpelse af mårhund.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund

Den 21. marts 2018 blev der afholdt møde i Vildtforvaltningsrådet. Traditionen tro gennemgår vi de vigtigste punkter her.

Evaluering af jagttidsprocessen

Inden processen frem mod Vildtforvaltningsrådets indstilling af jagttider blev påbegyndt, blev der udarbejdet et såkaldt kriteriepapir, som alle Vildtforvaltningsrådets parter tog til sig. Formålet med papiret var at sikre, at fremtidige indstillinger af jagttider blev behandlet politistik på et fælles fagligt grundlag.

I det lys var det en unik forhandlingsrunde, der førte frem til efterårets indstilling af jagttider til Miljø- og fødevareministeren. Det var nemlig første gang kriteriepapiret var i aktion. Derfor blev processen på det netop overståede møde evalueret. 

Generelt var der tilfredshed med processen på tværs af Rådets medlemmer. Der var dog en undtagelse: Næste gang behøver processen ikke blive så langstrakt. Den vil dog naturligt blive kortere, da man fx ikke skal starte fra bunden med at blive enige om en faglig målsætning for hver enkelt art.

Der holdes derfor fast i metoden fremadrettet.

På mødet blev de behandlede arter delt i to: dem, hvor jagttiden skal evalueres efter to år, og dem, hvor jagttiden skal evalueres efter fire år. Enkelte arter bliver vurderet efter behov, og en medlemsorganisation kan løfte en art til diskussion i Rådet, hvis der er en velunderbygget årsag hertil, som det altid har været.

Følgende arter bliver vurderet efter 2 år:

- Fra dag ét har vi været positive for at få fagligheden mere i spil i forhold til jagttiderne, og i Jægerforbundet er vi rigtig godt tilfredse med efterårets indstilling af jagttider, som ministeren efterfølgende har givet udtryk for at ville følge. Derfor er det naturligvis positivt at hele Rådet er indstillet på at fastholde fagligheden i processen, siger Claus Lind Christensen, formand i Danmarks Jægerforbund.

Bekæmpelse af mårhund

DTU Veterinærinstituttet har udarbejdet en rapport om ”best practise” i forhold til regulering og bekæmpelse af mårhunden.

Rapporten blev drøftet, og Vildtforvaltningsrådet tog følgende beslutning om fremtidens strategi for indsatsen mod mårhund:

Der bør etableres en intensiv og forstærket indsats til bekæmpelse af mårhund (jvf bekæmpelsen af vildsvin) med særlig opmærksomhed på følsomme områder (f.eks. fuglebeskyttelsesområder) i Jylland.

Indsatsen rettes desuden mod at forhindre mårhunden i at etablere sig på Fyn med omliggende øer.

I den nærmeste fremtid skal Rådet så drøfte de konkrete tiltag, midler, organisering og finansiering. Danmarks Jægerforbund arbejder på en massiv indsats mod mårhunden og er i første omgang tilfredse med udtalelsen.

- Det er gode nyheder for mårhundeindsatsen, at Vildtforvaltningsrådet nåede frem til en enstemmig beslutning om fremtidens strategi, og jeg ser frem til drøftelserne om de konkrete tiltag, siger Claus Lind Christensen.

Dåvildt

Den Regionale Hjortevildtgruppe i Himmerland havde indstillet jagttid på dåvildt i Vesthimmerland. Tidligere på ugen var der i Den Nationale Hjortevildtgruppe opnået enighed mellem parterne om en kort jagttid på kalv, då og spidshjort i den kommende sæson. Den Nationale Hjortevildtgruppe anbefalede dog Vildtforvaltningsrådet at vente med at indstille jagttid på dåhjort i området til man har udarbejdet en nationale forvaltningsramme for dåvildtet.

Du kan læse mere om arbejdet med forvaltningen af dåvildt her. 

Prioritering af jagttegnsmidler

Det blev på mødet givet en generel oplysning om fremtidens prioritering af jagttegnsmidler, som skal behandles på det kommende rådsmøde.

Konkret var der en opfølgnings på Danmarks Jægerforbunds spørgsmål om havlit og fløjlsand. Miljøstyrelsen kunne bekræfte, at der var afsat penge til projektet med at afdække bestandsudviklingen.

Orienteringspunkter

Under det afsluttende punkt kunne Miljøstyrelsen oplyse om følgende:

  • Miljø- og fødevareministeren har meddelt, at han agtede at følge indstillingen fra rådet i relation til vildtskadebekendtgørelsen.
  • Der blev givet status på arbejdet med at implementeringen af udsætningsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen er på plads, men der arbejdes fortsat på it-system og vejledninger.
  • Status på arbejdet med revidering af ulveforvaltningsplanen, som skal færdigbehandles på Rådets møde i juni
  • Status på arbejdet med bekendtgørelsen om jagt på de større hjortearter. Det er Miljøstyrelsens forventning, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018
  • Orientering om planerne for efteruddannelse af jagttegnslærer. De vil modtage en invitation fra Styrelsen til efteruddannelseskursus.
  • Orientering om arbejdet i jagtprøvegruppen. Her arbejdes der blandt andet med at gøre det muligt, at gå direkte til riffel- eller bueprøve efter at jagtprøven er bestået. Der er endnu ikke en endelig slutdato, men det er forhåbningen, at bekendtgørelsen kan være klar til den 1. januar 2019.