OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Vingeundersøgelsen 2017/18 afsluttet

Vingeundersøgelsen er nu afsluttet for sæsonen 2017/18. Se resultatet og hvem, der har vundet årets jagtrejse her.

Tekst: Thomas Kjær Christensen

Det er nu efterhånden længe siden at den reelle jagtsæson 2017/18 lukkede med udgangen af januar måned. Vingeundersøgelsen lukker vi officielt en måned senere, så folk kan nå at få indsendt de sidste vinger, og vi her på Kalø kan få tid til at bestemme vingerne til art, køn og alder, samt få tastet data ind i vores databaser. Når dette er gjort, er det endelig tid til at opgøre sæsonens resultat og udføre sæsonens sidste lodtrækninger blandt de jægere, der igennem sæsonen har indsendt vinger. Som i de forrige år er hovedpræmien en duejagt i England med Buhls Jagtrejser, og 2. præmien et gavekort fra Danmarks Jægerforbund på kr. 1.000,- til Korsholm i Skjern.

Det er nu 6. gang at Buhls Jagtrejser har sponseret en duejagt til vingeundersøgelsen. Det er vi selvfølgelig utroligt taknemmelige for, og håber at vi fortsat vil have denne mulighed. Vi ved, at mange der sender vinger ind er opmærksomme på muligheden for at vinde denne jagt-tur. Og vi kan oplyse, at en duejagt med Buhls Jagtrejser er en rigtig god oplevelse. For nogle år tilbage, var vi nemlig to personer fra Kalø, som, på privat basis, deltog på en tilsvarende tur til England, for lige at se om det var OK. Og det kan varmt anbefales.

 

Ud over jagtrejsen fra Buhls Jagtrejser, vil vi også gerne takke DJ for deres mangeårige sponsorat af 2. præmien, og for DJ og Korsholms sponsorat af jagtknive, som vi jo trækker lod om hver måned gennem sæsonen. I denne sæson har vi udtrukket 6 vindere af knive. Navnene på disse kan ses på vingeundersøgelsens hjemmeside, som nu findes som en del af hjemmesiden Fauna.au.dk under punktet Jagt- og vildtforvaltning. Her findes også vinderne af årets hovedpræmier, samt alle relevante informationer og tidligere resultater af vingeundersøgelsen.

Med hensyn til sæsonens vinger, så har det som tidligere nævnt været en lidt sløv sæson. Specielt de første måneder kom der meget få vinger ind. Heldigvis blev den sidste del af sæsonen rigtig god, og vi kom over de 10.000 vinger samlet, hvilket det ikke så ud til før jul. I øjeblikket har vi noteret i alt 10.192 vinger, men erfaringen siger os, at der nok kommer et par stykker mere, som vi selvfølgelig også tager med.

Indsend vinger i september og øg vinder-chancen

Vi vil gerne takke alle, der har indsendt vinger i sæsonen 2017/18 og håber på, at I også vil bidrage i den næste sæson. Vi håber selvfølgelig på, at vi kommer bedre i gang allerede fra september, end vi gjorde i den afsluttede sæson. For at gøre det mere attraktivt at deltage tidligt i sæsonen, vil vi fordoble antallet af lodder for vinger indsendt i september i lodtrækningen om hovedpræmien ved sæsonens afslutning. Som altid får indsendere ét lod for 1-10 indsendte vinger, 2 lodder for 11-20 vinger, 3 lodder for 21-30 vinger osv., men for september måned tæller vinger altså dobbelt.

– Vil man være klar til den næste sæson kan vingekuverter allerede nu bestilles ved at indsende navn og adresse til vinger@bios.au.dk eller på telefon 87155000.

Årets resultat

Fordelingen af vinger indsendt i sæsonen 2017/18 er vist i figuren. Som det kan ses, har vi specielt modtaget meget få svømmeænder og gæs. Kun knarand, spidsand og grågås kommer op på eller over sidste års antal, mens de normalt talrigeste svømmeænder er modtaget i meget små antal. Specielt krikand skuffede i år, hvor vi kun har modtaget omkring halvdelen af hvad vi normalt modtager.

Modsat svømmeænderne er dykænderne meget fint med i år. Det gælder specielt sortand, fløjlsand og havlit. Det skyldes helt sikkert, at der har været speciel opmærksomhed på disse arter, hvor vi sammen med DJ målrettet har opfordret til at indsende disse med henblik på mere detaljerede undersøgelser af bl.a. føde og kondition. Disse undersøgelser har man kunne læse om i JÆGER. Da vi skulle bruge hele fugle til disse undersøgelser, har der været lidt mere bøvl med det praktiske, men det blev der fundet løsninger på, og alle takkes for deres indsat og bidrag.

I løbet af foråret vil årets resultater af vingeundersøgelsen blive bearbejdet og lagt ud på hjemmesiden. Som altid vil man kunne finde en detaljeret oversigt over hvor og hvornår de forskellige arter er nedlagt og hvordan fordelingen af både gamle og unge fugle og hanner og hunner har været. Med den nye hjemmeside Fauna.au.dk, er der nu også mulighed for at søge mere viden om det samlede udbytte af alle jagtbare arter i Danmark, samt grundlæggende information om de enkelte arter. Hjemmesiden giver mulighed for at se vildtudbytte data tilbage til 1941, og få vist udbyttet enten på et danmarkskort eller i søjlediagrammer for hele landet eller for de enkelte amter/kommuner.

Med tak for vinger i sæsonen 2017/18 og ønsket om en god sommer. 

Thomas Kjær Christensen