OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 27. september 2017

Transport af ammunition

Skal du transportere ammunition, er det vigtigt at være opmærksom på reglerne. Du skal vide om du transporterer ammunition som privatperson eller som erhvervstransport.

Tekst: Per Lindegaard Nielsen

Som privatperson må man transportere ubegrænsede mængder ammunition (UN0012)(Almindelig ammunition til håndskydevåben). Dog højest hvad bilen må laste netto, og hvad man lovligt må være i besiddelse af iht. våbenloven.

Hvornår er man så privatperson?

Det er man,

  • ”Når godset er emballeret til detailsalg og er beregnet til hjemlig brug eller til sports- eller fritidsaktiviteter”
  • ”Når transporten er foretaget af private personer i dansk indregistrerede køretøjer”

Det vil med andre ord sige, at man som privatperson må transportere stort set de patroner(UN0012) man vil, så længe de kun er til eget privat og personlige brug.

Dog skal man være opmærksom på at reglerne vedr. surring, samlæsning og forebyggelse af hændelser også gælder privates transport, samt at våbenloven og færdselsloven også skal være overholdt: 

  • ”Som privat skal man stadig overholde reglerne for surring og sammenlæsning.”

I alle andre tilfælde er man underlagt reglerne for erhvervstransport.

En erhvervstransport er f.eks. :

  • Hvis man transporterer ammunition for andre (f.eks. din jagtkammerat).
  • Hvis man transporterer ammunition, der skal bruges af andre (f.eks. transport af ammunition for jagtforeningen til brug på skydebanen).
  • Hvis man transporterer ammunition i forbindelse med sit job.

Kan man svare ja til et af de 3 udsagn, er der tale om erhvervstransport, og transporten er dermed underlagt reglerne for erhvervsmæssig transport af farligt gods.

For at transportere ammunition (UN0012) under erhvervsreglerne, er der krav om, at du har gennemført et funktionsspecifikt ADR Basiskursus, også kaldet kap. 1.3 kursus, med henvisning til kap. 1.3.2 i ADR konventionen.

Uddrag af ADR konventionens kap. 1.3.2:

Personer, hvis opgaver vedrører transport af farligt gods ad vej, skal i et omfang der svarer til deres ansvarsområder og opgaver, være uddannet i de krav der stilles til transport af sådant gods. Personalet skal være uddannet i henhold til Kap.1.3.2 i ADR konventionen, FØR de må påtage sig ansvar, og de må kun udføre funktioner som de ikke har uddannelsen til, under direkte opsyn af uddannet personale. ”

Kravet til ADR uddannelsen er følgende:

Grunduddannelse: Man skal være bekendt med de generelle bestemmelser i reglerne vedrørende transport af farligt gods ad vej.

Funktionsspecifik uddannelse: Man skal udførligt uddannes i reglerne vedrørende transport af farligt gods ad vej i et omfang, der modsvarer opgaven og ansvarsområdet(ammunition).
I tilfælde hvor transporten af farligt gods omfatter flere transportformer, skal man bibringes en viden om reglerne for de andre transportformer.

Sikkerhedsuddannelse: Man skal i et omfang, som modsvarer risikoen for skade eller eksponering som følge af en hændelse, hvor farligt gods er involveret, uddannes i risiciene og farerne forbundet med farligt gods.

Danmarks jægerforbund udbyder ADR kurser specielt tilrettet ammunitionstransport for jægere og sportsskytter. Du kan læse mere om kurset her.