OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 28. august 2017

Zachos sejr – historisk FM i udvidet apportering

Hunde er ikke maskiner og meget kan gå galt, men for hundefører Peter Pedersen faldt tingene i hak ved dette års mesterskab i udvidet apportering – stort set alt hvad der kunne vindes, vandt han.

Tekst: Thomas Lindy Nissen
Foto: Thomas Lindy Nissen

Opdateret 30. august 2017: Den fulde resultatliste er nu tilgængelig her.

I alt 30 hunde var efter kvalifikation udtaget til Danmarks Jægerforbunds forbundsmesterskab i udvidet apportering 2017. Mesterskabet blev afviklet på arealerne omkring Stenlille Jagtforenings klubhus i Døjringe d. 26. august i regi af kreds 6.

- I må gerne smile, jeg synes faktisk, I ser lidt nedtrykte ud, sagde prøveleder Arne Nielsen som det første under sin parole.

Prøvelederens udtalelse blev givet med et glimt i øjet og fik som tiltænkt, på trods af at nerverne hos mange sad uden på jagttøjet, smilet frem på deltagernes læber.

- Jeg håber I får en fin dag derude og gerne i skæret fra den gode sportsånd, der kendetegner hundefolk, forsatte han.  

Meget høj klasse

Mesterskabet gik i gang under vejrforhold, der må betegnes som gode i lægmands forstand. De fleste deltagere kunne dog nok have ønsket sig lidt mere vind end de omkring nul sekundmeter, der bestemt ikke gjorde det lettere for hundene.

Ved mesterskabet bliver der konkurreret i apportering til lands og til vands på udlagte emner af fjervildt (gråænder og fasan) såvel som hårvildt (kanin og ræv).

De kvalificerede hunde dyster med assistance fra deres førere i tre discipliner:

  • apportering af fuglevildt.
  • apportering fra vand.
  • apportering af hårvildt

FM i udvidet apportering er i princippet jægernes uofficielle danmarksmesterskab for apporterende hunde. Det er landets absolut bedste hunde, der stiller til start her, så selvom vindforholdene ikke var optimale, blev der alligevel allerede fra første minut præsteret høj klasse på alle baner.

Seks racer

Ikke mindre end seks racer var repræsenteret. Af de seks kleiner münsterländer scorede hele fire top point, mens de sidste topplaceringer blev fordelt mellem labrador og ruhåret hønsehund. En enkelt eng. springer spaniel, Lonni ført af Kent Hansen, repræsenterede sin race med flotte 228 point, mens dagens eneste golden retriever, Gleen Mhor’s Blazer ført af Lars Krabbe, kunne gå derfra med 208 point. Herude over var fire korthåret hønsehund kvalificeret.

- Standarden af hundene til den her prøve er fantastisk, man har virkelig udnyttet sværhedsgraden til det yderste og vist, hvad man kan. Prøvelederstaben har også gjort det rigtig godt, det er rigtigt fint tilrettelagt, og det, at vi har kunnet gå med hunden i snor mellem de forskellige baner, gør bare, at man får mulighed for at få snakket noget mere hundesnak fremfor at skulle sidde i bilen mellem banerne, sagde en tydeligt tilfreds formand for prøveudvalget, Kirstein Henriksen.

- At kun en hund er dumpet til Danmarks Jægerforbunds ypperligste prøve, understreger bare den høje klasse, fortsatte han.

Jagten i højsædet

Mens de endelige resultater blev talt sammen i klubhuset fik deltagerne et par ord med på vejen af dagens seks dommere Søren Stenhøj Jørgensen, Dan Hartvig Jacobsen, Carsten Friis, Bent Olsen, Claus Secher og Anne Secher.

- Hvis I ikke kan bruge jeres hunde, er der ikke en eneste af dagens prøvede hunde, vi dommere ikke vil købe af jer, sagde Bent Olsen blandt andet.

Sammen med Carsten Friis var han dommer på fuglevildtbanen og understregede med ordene sin respekt for den høje klasse i hele det samlede felt.

Sidste års vinder, ruhåret hønsehund Ronja og fører Arne Pedersen scorede det maksimale antal point på både fuglevildt og hårvildt, men satte under den svære vandapportering lidt til på både dirigerbarhed og effektivitet. Med 222 point var Ekvipagen således i år langt fra en topplacering i det vanvittigt stærke felt.

Heller ikke for en anden af dagens favoritter, Preben Christiansen med labradoren Miska Edward, gik det, som det plejer. Parret har vundet to forbundsmesterskaber (2014 og 2015) samt en tredjeplads ved sidste års mesterskab, men i år lykkedes det dem ”kun” at score 223 point af de 232 mulige. Hvilket altså langtfra var nok til at blande sig i noget, der mindede om toppen.

Historisk resultat

Hele otte hunde, altså næsten en tredjedel, scorede de maksimale 232 point. Blandt andet scorede dobbeltfører Michael Pedersen toppoint med begge sine kleiner münsterländere (Fuglevangs Rocky og Fuglevangs Marco). Det samme gjorde dagens anden dobbeltfører, Peter Pedersen, med sine to ruhårede hønsehunde Zacho og Katholts Gustav.

Fordelingen af podiepladserne blev efter dommernes votering ved dette FM historisk. Det er aldrig sket før, at samme fører har taget både guld og sølv, men med Zacho som førstevinder og Katholts Gustav som andenvinder gjorde Pedersen det. At han og Zacho efterfølgende blev bedømt som bedste individuelt ekvipage på samtlige tre baner understregede blot parrets klasse på dagen. Tredjevinder blev Svend Erik Sørensen med kleiner münsterländeren Løvemosens Dexter.

Uanset de enkelte hundes placering på dagen så kan de jagtselskaber, der får glæde af disse hundeførere og deres hundes evner i den kommende jagtsæson se frem til en super oplevelse. Bare det at opnå kvalifikation til dette mesterskab er et kvalitetsstempel i sig selv. Et FM i udvidet apportering under DJ er lagt an på, at prøven skal være så jagtrelevant som muligt – og hvis ikke under Danmark Jægerforbund, hvor så?

tln@jagtrejsefeber.dk

De samlede resultater kan findes her.

Herunder finder du flere billeder fra dagen samt vinderbillederne.

Klik play og se alle billederne fra dagen.

Vinderbilleder