OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 09. november 2017

Regeringen fremsætter forslag om ny jagtlov

Regeringen har i dag fremsat forslag til ændring af jagtloven. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ønsker blandt andet at ændre jagtloven, så den fremover giver mulighed for forsøg med buejagt på større hjortearter samt jagt med visse rovfugle.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund
Foto: Christoffer Regild, pressefoto

Jagtloven skal ændres, så regeringen kan gennemføre sin politik på jagtområdet. Derfor har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag fremsat lovforslag til ændring af jagtloven. Lovforslaget kommer til 1. behandling i Folketinget den 14. november 2017.

Se lovforslag her

Danmarks Jægerforbund har i forbindelse med regeringens forberedelse af den nye jagtlov indsendt høringssvar, hvor vi er kommet med vores forslag og kommentarer.

Læs Jægerforbundets høringssvar her

På Folketingets hjemmeside kan man læse, at den nye jagtlov skal give mulighed for fastsættelse af nærmere regler om jagt med visse rovfugle, tidsbegrænsede initiativer, jagtformer, fodring af vildt og ændring af regler om jagttegn.

Danmarks Jægerforbund vil i den kommende tid dykke ned i det nye lovforslag og ikke mindst i bekendtgørelserne, da det er her loven udmøntes og gøres konkret.

Det er regeringens ambition, at den nye jagtlov, hvis den bliver vedtaget i Folketinget, skal træde i kraft allerede fra 1. januar 2018.

Vi kommer naturligvis til at fortælle jer langt mere om den nye jagtlov, når vi er blevet klogere.