Dåvildt for alle,
alle for dåvildt

For efterhånden syv år siden besluttede syv ihærdige ildsjæle at arbejde for dåvildtets udbredelse inden for et område på omtrent 4000 hektar lokaliseret omkring de to byer Skals og Møldrup lidt nord for Viborg. Det blev besluttet at afgrænse området af Hjarbæk Fjord mod sydvest, Simested Å mod nordvest, Skive/Hobrovejen (579) mod nord, Ålborgvej (A13) mod øst og Skals Å mod sydøst.

Inden for dette område med mange små og usammenhængende skove og enge var det ambitionen at oprette en fredningszone for de få stykker dåvildt, som allerede befandt sig her. Det krævede imidlertid en ihærdig arbejdsindsats at få de 125 lodsejere i området til at indgå i aftalen om at frede dåvildtet for en femårig periode. 

Men hvor der er vilje, er der som bekendt en vej, og efter flere hundrede kopper kaffe med de 125 lodsejere i området kom 122 aftaler i hus. Denne ihærdige arbejdsindsats, som blev lagt for dagen af de frivillige i projektet, resulterede derfor i et fællesskab med dåvildtet som omdrejningspunkt.

Sydvesthimmerlands Dåvildtlaug

For at skabe en ramme om projektet blev det den 28. februar 2012 besluttet at stifte en selvstændig forening med egen bestyrelse og egne vedtægter. Leif Gade blev valgt som formand og Niels Laustsen blev valgt som næstformand. Herved så Sydvesthimmerlands Dåvildtlaug dagens lys, og der var dermed skabt grobund for et fremadrettet samarbejde med det sigte at få en bæredygtig bestand af dåvildt op at stå i området.

Allerede fra begyndelsen var det essentielt for bestyrelsen, at foreningens arbejde for dåvildtet var transparent, så alle interesserede kunne få et indblik i arbejdet. Der blev i denne sammenhæng oprettet en hjemmeside med det formål at delagtiggøre medlemmer og andre interesserede i alt lige fra observationer til mængden af nedlagt dåvildt efter fredningens ophør.  

Denne transparens udmøntede sig i, at dåvildtlaugets forening hurtigt blev et tilløbsstykke for mange privatpersoner, foreninger og firmaer, hvilket i kraft af kontingenter genererede en indtægt til foreningen. Det muliggjorde, at man kunne indkøbe 13 stykker dåvildt til udsætning i området. Derudover blev 16 stykker dåvildt foræret til foreningen, og de blev ligeledes sat på fri fod til glæde for naturens brugere. 

Planen var herefter at lade dåvildtbestanden i området vokse støt, indtil den nåede et niveau, hvor det ville være muligt at drive bæredygtig jagt. I hele perioden blev bestandens udvikling monitoreret ved hjælp af tællinger og opsatte vildtkameraer, og da man i 2016 estimerede, at bestanden nærmede sig 100 dyr, valgte man at åbne op for jagten i én måned. Det kastede dog kun en enkelt kalv af sig, da jagten på dåvildtet ikke var så ligetil. Derfor besluttede man, at der skulle afholdes en stor fællesjagt i december 2017 for både områdets jægere og udefrakommende, inviterede jægere. Hvordan det gik, kan du læse om i det følgende.

Fællesskabet i højsædet

Det var med stor forundring, at jeg rullede ind på grusvejen ved Skringstrup Forsamlingshus klokken 8.15 den 2. december. Samtlige parkeringspladser var optagede, og selv på vejen foran forsamlingshuset var det svært at finde parkering. Det lykkedes mig dog til sidst at parkere ved siden af et par biler på et lille græsområde.

Selve forsamlingshuset var stuvet fuld af jægere i alle afskygninger. Nogle helt unge knægte rendte rundt i deres fine camouflagetøj, mens flere ældre jægere var iført skjorte og seler. Lokalet, hvor rundstykkerne og den nærmest obligatoriske dram skulle indtages, emmede af liv og god stemning, hvilket var ganske fornøjeligt.

Kort efter jeg havde fået anvist en plads ved bordet ved siden af Jacob Jensen, som jeg skulle følge under jagten, blev der budt velkommen af formanden Leif Gade. Han ridsede kort dagens program op, og derefter stod den på en indføring i det arbejde, som var gået forud for denne storstilede fællesjagt. 

Jeg hæftede mig ved, at det åbenlyse fællesskab, som i årenes løb var blevet etableret i kraft af foreningen, havde bevirket, at sponsorerne i højere grad havde været tilbøjelige til at poste penge ind i projektet. Formanden Leif Gade satte disse ord på arbejdet med at skaffe økonomiske midler til realiseringen af projektet:

- Det pudsige var, at da vi kunne fortælle vores sponsorer, at tilslutningen nærmede sig 100 procent, så var det slet ikke svært at skaffe penge til projektet. Da kunne de se, at de ville få noget ud af deres økonomiske bidrag, og det var vi naturligvis meget glade for.

Efter morgenmaden samlede jægere, hundeførere og klappere sig omkring jagtlederen af det specifikke område, hvor de skulle jage eller bidrage til jagten. Jeg fulgte derfor med Jacob Jensen. Næstformanden i dåvildtlaugets forening Niels Laustsen kom her med en række dessiner, da han stod for jagten i det område, hvor vi senere skulle posteres. Herefter satte vi os i bilerne og kørte til jagtreviret.

Jagt i orkanens øje

Vel ankommet til området fortsatte vi på gåben hen ad en lille markvej. Flere af jægerne fortsatte ud til deres poster, hvorimod Jacob Jensen og jeg fulgte Niels Laustsen et stykke endnu. Vi passerede lidt længere inde i terrænet et åbent område med lavt græs og tilgrænsende skov på begge sider.

Det åbne område snævrede efterhånden ind, og længere fremme var terrænet ganske kuperet. Vi blev derfor sat af ved denne indsnævring i håbet om, at dåvildtet ville forsøge at passere fra skoven på den ene side af indsnævringen til skoven på den anden side.

 Jacob Jensen ræsonnerede kort over den optimale placering, hvorefter han stillede sig tæt på skovbrynet for at kunne skjule sig for vildtet. Da jeg naturligvis ikke ville risikere at mindske hans chancer for at nedlægge en flot dåkalv, då eller spidshjort fandt jeg et lille hul i skovbrynet, hvor jeg kunne sidde skjult. Jeg sikrede mig dog, at jeg havde et godt udsyn til området.

Der gik ikke lang tid, før det første skud smældede fra et nærliggende område. Vi var enige om, at det lød som et riffelskud, men det var naturligvis svært at sige med sikkerhed. Hundefolkene havde nemlig haglgeværer med, og de havde fået instruks på kun at skyde til flyvende vildt som fasaner og snepper.

Efterhånden som minutterne gik, registrerede jeg flere skud, og nogle af dem blev afgivet i det omkringliggende terræn. Af denne årsag var alle sanser skærpet hele tiden, og hver en lyd, som kunne indikere vildt, gav pulsen et nøk op. Ja, selvom jeg blot sad med et kamera, så var spændingen bestemt ikke til at tage fejl af for mit vedkommende.

Jeg fornemmede også, at Jacob Jensen blot ventede på det øjeblik, hvor et flot dådyr ville passere over det åbne område og præsentere ham for en oplagt chance. Desværre vedblev skuddene at brage omkring os, uden et eneste dyr viste sig ved vores post. Det føltes derfor lidt som at befinde sig i orkanens øje. Vi vurderede dog, at mange af skuddene måtte komme fra driverkæden, da vi havde talt mellem 20 og 30 skud.

Dagens sidste chance

Det meste af formiddagen kunne jeg fornemme støvregnen på mine hænder, men da klokken nærmede sig 11, brød solen gennem det grå skydække, og regnen ophørte. Det gav fornyet håb, og kort efter dukkede en hare op ved skovbrynet 30 meter fra os. Den fortsatte i små hop ind i skoven bag os og forsvandt. Det var et fint syn, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke håbede på en optimal skudchance til et af områdets dådyr.

Et par gange kom hundefolkene forbi os, og Jacob Jensen fik sig en kort snak med dem, inden de fortsatte drevet. Vi nærmede os nu jagtens afslutning, og håbet var efterhånden svundet ind. Jeg tog derfor kameraet med ud til Jacob Jensen for at skyde et par billeder af ham, men pludselig skete det uventede.

Høje råb fra hundefolkene indikerede, at noget var på vej i vores retning, men vi vurderede, at der blev råbt råvildt. Jacob Jensen forholdt sig derfor rolig, indtil vi fik øje på et stort hvidt dyr i fuldt firspring nedad en bakke i skoven. Dyrets hvide farve afslørede, at det var dåvildt, der var tale om, og derfor fik Jacob Jensen hurtigt riflen op og gjort klar til skud.

Da dyret passerede over det smalle, åbne område mellem de to skove blev skuddet løsnet, men desværre fortsatte dyret ind i skoven på den anden side, hvor det forcerede en stejl bakke. Tilsyneladende var kuglen gået over dåen, som i kraft af den høje fart var blevet trykket lidt sammen, da den havde nået bunden af bakken.

På den anden side af skoven, hvor en anden jæger sad på post, lød endnu et skud. Der var derfor ikke noget, der tydede på, at Jacob Jensen havde ramt dyret, hvis det var i stand til at fortsætte over til nabojægeren. Han vidste dog, at dåen kunne være løbet meget langt med selv en god kugle, og han var derfor hurtigt nede for at lede efter schweiss. Der var dog intet at se.

Lidt efter kom Niels Laustsen ned til os fra sin post i bakkerne. Han havde tidligere observeret det hvide dyr i en tæt bevoksning, men da han ikke kunne se hovedet på dyret, ville han ikke skyde, selvom resten af kroppen var fri. Der var nemlig kun åbnet op for jagt på dåer, kalve og spidshjorte.

Henover det åbne område kom Jacobs far gående. Han havde siddet på post et lille stykke fra os. Det viste sig heldigvis, at Diana havde tilsmilet ham, da han bar på en stor og smuk tæveræv.

I mellemtiden var flere af jægerne kommet ned til stedet, hvor Jacob Jensen havde skudt til den hvide då, og til alles store glæde var der intet, der tydede på en anskydning. Niels Laustsen sørgede dog hurtigt for at tilkalde en schweisshundefører, så eftersøgningen kunne indledes. Imens beundrede de øvrige jægere den prægtige ræv, som lå i det halvvåde græs, mens Jacobs far berettede om den jagtlige oplevelse med ræven.

En af jægerne, som også havde skudt til den hvide då, kunne i øvrigt fortælle, at han havde skudt blankt forbi, hvorefter han havde set den løbe 300-400 meter gennem terrænet. Jacob Jensen var naturligvis ærgerlig over at have misset sin chance for at nedlægge et dådyr på dagens jagt, men han var lettet over, at dyret tilsyneladende ikke var anskudt.

- Jeg var uheldig ikke at levere et stykke vildt, som kom forbi min post, men sådan er jagt til tider. Det vigtigste er, at dyret ikke blev anskudt.

Et imponerende udbytte

Mens schweisshundeføreren afsøgte området, tog jeg med et par af de andre jægere tilbage til forsamlingshuset, hvor paraden fandt sted. Jeg håbede naturligvis på en god parade med flere stykker dåvildt, men jeg var fortsat overbevist om, at de fleste brag måtte stamme fra driverkædens haglgeværer.

Allerede da vi ankom til den lille grusvej ved forsamlingshuset, blev mine tanker om en parade med en stor mængde flyvende vildt gjort til skamme. Det ene flotte stykke dåvildt efter det andet fangede nemlig mit blik, og mere end 10 dåer og kalve var allerede lagt op. Det var et prægtigt syn. 

Det viste sig, at der var blevet leveret hele 17 stykker dåvildt, otte stykker råvildt, tre ræve og en sneppe på dagens jagt, hvilket var yderst imponerende. Især da succeskriteriet lød på 15 stykker dåvildt. Formand Leif Gade udtrykte i denne sammenhæng sin store glæde ved dagens jagtlige udbytte. Derudover glædede han sig over, hvor godt jagten var forløbet samt de mange fantastiske oplevelser, som adskillige jægere havde haft i dagens løb. I forhold til det fremtidige arbejde i foreningen tilføjede han følgende:     

- Vi håber på, at vi kan bevare en dåvildtbestand på et nogenlunde stabilt niveau. Vi skal ikke have nogen eksplosiv vækst, men vi vil gerne kunne tilbyde jægere såvel som folk uden for jægerkredse nogle rigtig gode oplevelser med dåvildtet her i området.

Jacob Jensen var ligeledes yderst tilfreds med dagens forløb, og han udtrykte sin klare fascination af den forvaltningsmæssige model, man i de seneste syv år havde benyttet for at skabe gode vækstvilkår for dåvildtbestanden. 

- I mine øjne er det en model, som bør inspirere mange jægere i andre områder til at gå sammen og lave noget lignede, fordi det er til både vildtets og jægernes bedste, at man har et samarbejde om afskydning. Derved skaber man også en forståelse for, hvor mange dyr der kan høstes i et område.

Afslutningsvis blev vildtet vanen tro æret af de fremmødte, mens jagthornene gjaldede, og røgen fra de antændte birkestubbe indhyllede området. De mange tilfredse jægere, som her var samlet, gav mig et indtryk af, at fællesskabet havde været den drivende faktor igennem hele processen, og netop denne tanke bekræftede Niels Laustsen med sine afsluttende ord til forsamlingen: