OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Danske ulve vandrer til Tyskland

Tre af ulvene fra hvalpekuldet 2017 i Vestjylland er med sikkerhed vandret til Tyskland. Det offentliggør forskerne i dag.

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund
Foto: DCE/Naturhistorisk Museum

De danske forskere er med i det centraleuropæiske ulvesamarbejde (CEwolf), og alle kendte danske ulves DNA-profiler ligger i dette register. Da en ung hunulv den 12. maj blev trafikdræbt nordvest for Hamborg, blev det dræbte dyrs DNA-profil afdækket. Ulven viste sig at være GW931f, som er én af de mindst otte hvalpe, født i 2017 i Vestjylland.

Dens to søskende er blevet ”afsløret” via DNA-prøver, indsamlet fra dræbte får i Slesvig-Holsten. Der er tale om GW930f og GW932m. F’et dækker over ”female”, altså en hun, og m’et betyder ”male”, altså en han. Hanulven er identificeret ud fra to DNA-prøver den 6. og den 11. maj, henholdsvis nord for Kielerkanalen og tæt ved hvor søsteren GW931f blev fundet trafikdræbt. Endelig, så er GW930f blevet identificeret ud fra en prøve fra et dræbt får den 13. maj i Ditmarsken.

I fugleflugtslinje er der op imod 300 km fra de tre ulves fødested til lokaliteterne i Tyskland. Om der har været andre søskende med på vandringen, vides ikke.

At de tre store hvalpe er udvandret til Tyskland, overrasker ikke forskerne. Faktisk var det blandt forudsigelserne fra forskerne ved DCE og Naturhistorisk Museum allerede i 2013, at indvandringen af ulv ville blive efterfulgt af en udvandring. At det allerede sker ved det første kuld efter blot et år, er nok lidt overraskende.

Det er DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus, som står for den officielle overvågning af ulv i Danmark. På www.ulveatlas.dk kan man følge nyhedsstrømmen. Har man observationer af ulv, kan man sende dem til ulv@nathist.dk

Læs pressemeddelelsen på Miljøstyrelsens hjemmeside