Sikker kommunikation med SSI

Hvis din henvendelse til SSI indeholder følsomme eller fortrolige oplysninger om dig eller en anden person (fx CPR-nummer eller helbredsoplysninger), bør du altid anvende sikker kommunikation. Du kan læse mere om, hvordan du sender sikker post til Statens Serum Institut (SSI) nedenfor.

Du kan kontakte Statens Serum Institut via Digital Post. Send Digital Post som privatperson ved at logge ind på borger.dk, e-Boks.dk, Digital Post-appen eller mit.dk. Send digital post som firma ved at logge ind på virk.dk, e-Boks.dk, Digital Post-appen eller mit.dk.

Hvis du er undtaget fra digital post eller foretrækker at henvende dig via fysisk post, er dette også en sikker måde at kommunikere på.

SSI’s adresse er:

Statens Serum Institut,
Artillerivej 5,
2300 København S

Hvis din henvendelse retter sig til en bestemt afdeling eller person, bedes du angive dette på kuverten også.

Digital Post via e-Boks eller borger.dk

Du kan sende sikker post til SSI enten via e-Boks eller borger.dk.

Skriver du via e-Boks, skal du først logge ind med MitID og derefter vælge ”Skriv ny post til myndighed”, hvorefter et pop-up-vindue vil åbne. Her skriver du ”Statens Serum Institut” i modtagerfelter, hvorefter du kan vælge den afdeling, du vil skrive til i undermenuen.

Vælger du at sende din henvendelse via borger.dk, skal du først logge ind med MitID og herefter klikke på fanen "Digital Post". Når du klikker på "Skriv ny besked", skal du ud fra ”Myndighed” skrive ”Statens Serum Institut” i søgefeltet. Herefter skal du klikke på ”Vælg kategori” for at vælge, hvilken postkasse, du vil sende til (se billedet nedenfor).

Er du i tvivl om, hvilken postkasse du skal sende til, så vælg Statens Serum Instituts Hovedpostkasse.

Billede fra borger.dk om ny digital post

Svindel-sms’er

Har du modtaget en SMS, som ser ud til at komme fra SSI, og som indeholder et link, så lad vær med at klikke på linket!

SSI sender ikke sms’er ud til borgere med links i.

Der er tale om et såkaldt "smishing-forsøg", hvor afsenderne er it-kriminelle, der forsøger at lokke dig til at klikke på et ondsindet link for at få dig til at udlevere personlige oplysninger.
Klik derfor ikke på linket i SMS’en, og svar ikke på den. Sørg i stedet for at slette SMS’en.

Hvis du modtager en svindel-SMS, så må du meget gerne oplyse SSI om det på ssidatabeskyttelse@ssi.dk (skriv gerne ’Svindel-SMS i emnefeltet).